Lytning redder liv

”Når vi lytter er vi med til at bære hinanden”
- Liselotte, teolog og religionshistoriker

I podcasten ”Livstykker” vender og drejer journalist Liselotte Horneman Kragh og teolog og religionshistoriker Kirsten Elley store og små eksistentielle spørgsmål. I episoden ”Lytning redder liv” fokuserer de på kunsten at lytte - og vi vil hermed gerne bære opfordringen videre. Liselotte beskriver den ensomhed, som bliver konsekvensen af at vi ikke lytter nok til hinanden, således: ”Ensomhed er ikke blot en krop, der er alene, men også et sind, som ikke bliver lyttet til”.

KOMMUNIKATION GÅR OFTE KUN ÈN VEJ I NUTIDENS SAMFUND

De to kvinder uddyber, at det er yderst relevant at blive mindet om at lytte til hinanden i nutidens samfund, da der er en tendens til, at kommunikationen ofte kun går én vej. Værterne pointerer, at fra vi er ganske små, bliver vi opfordret til at fremføre os selv og ramme andre, så vi kan kommunikere det vi har på hjerte – men det resulterer til gengæld også i, at vi forsømmer vores færdigheder inden for at lytte.

GANSKE ENKELT: LYT OG LAD VÆR MED AT FIKSE

”Men hvorfor er det så vigtigt at vi lytter til hinanden?” kunne man passende spørge her – og svaret er ganske enkelt, at lytning kan redde liv. Liselotte kommer med et eksempel herpå fra sit arbejde som rådgiver for selvmordsramte i netværket NEFOS. Hun oplever, at når et menneske fortæller sin smertefulde historie, er det bedste man kan gøre til en start; helt enkelt at lytte, uden at prøve at fikse problemet. Når vi viser, at vi tør være sammen med hinanden i svære tider - selvom vi ikke har en løsning på problemerne - men blot lytter i en form for ærefrygt for det enkelte menneskes fortælling, så har det en enorm indvirkning på et menneskes heling.

LAD OS LYTTE HØJERE

En meget vigtig pointe fra samtalen mellem de to kvinder, er at vi alle sammen kan lytte. Det er ikke en evne, som kun er få forundt og når vi eksempelvis skriver et menneskes livshistorie hos Forlaget Fortæl, så starter vi også med at lytte. Vi er åbne over for det menneske vi sidder overfor, og én af de vigtigste kompetencer vores ghostwritere skal have er evnen til at lytte ydmygt.

Når vi lytter uden at hverken dømme eller fixe, tillader vi, at en livshistorie kan udfolde sig på hovedpersonens egne præmisser. I stedet for at personen skal leve op til en bestemt samtale, hvor begge parter har meninger og synspunkter, som kan farve historien, så holder vi et rum, hvor interviewpersonen kan uddybe, reflektere og udfolde sin historie, mens vi nysgerrigt og ydmygt stiller spørgsmål og lytter.

Og vi vil gerne give opfordringen videre; lyt - og lyt højere. Vi er alle sammen mennesker, og vi kan hjælpe med at bære hinandens fortællinger og historier - det behøver man ikke være psykolog eller psykiater for.

Skal vi også skrive din historie?
Du kan læse mere om vores arbejde med livshistorier her på hjemmesiden, eller kontakte os for en uforpligtende samtale, hvor du kan blive klogere på, om vi kan hjælpe lige præcis dig.