”Hvornår bør man gå i gang med at skrive sin livshistorie?” – det spørgsmål får vi ofte, og det meget korte svar er; ”nu”. Det kan faktisk aldrig være for tidligt – og stik modsat det klassiske ordsprog ”det er aldrig for sent…”, så kan det faktisk lige præcis godt blive for sent. Og det skal egentlig ikke være nogen dyster påmindelse om, at vi ikke bliver yngre, men tværtimod en kæmpe opfordring til, at hvis du drømmer om at skrive dine erindringer; så er det aldrig for tidligt!
Hvordan kan man gribe det an?
Egentlig er en livshistorie et menneskes egen beretning baseret på erindringer fra vedkommendes liv og alle de beslutninger vi tager og begivenheder, som vi oplever, er en del af den historie. Der er ikke én rigtig måde at skrive sin livshistorie på og det behøver heller ikke at være besværligt. Du kan til en start købe en notesbog til din mormor, hvor hun kan begynde at skrive ned eller tænd for din diktafon næste gang du besøger hende. De fleste har også en lydoptager på mobilen, som ofte er lige ved hånden. Du kan også selv begynde at skrive det ned, som du har på hjerte om dit liv.
Bedstemor fortæller
Et eksempel på det at skrive sin livshistorie ned er Ane Marie, der tilbage i 2001, skrev en række erindringer om sin barndom, på opfordring af sin voksne datter. På det tidspunkt var Ane Marie 70 år. Det blev til et fint lille hæfte som blev uddelt til de 4 døtre og 14 børnebørn – fyldt med minder fra sin opvækst på en gård, familielivet, skoletiden og krigen – og historien slutter ved Ane Maries konfirmation lige efter befrielsen i 1945. Ane Marie fortæller selv om sin proces;
”Man skal huske at fortælle det, som man gerne vil have fortalt, inden det bliver for sent - og det ved man jo heldigvis ikke, hvornår det er. Nogle gange vågner jeg om natten, og tænker, at nu skal jeg huske at fortælle dét, og dét. Men det, jeg har skrevet ned, det tænker jeg ikke på mere.”
Ét af de børnebørn, der modtog hæftet i 2001, var Maria, der - uden nogen sammenhæng i øvrigt - stiftede Forlaget Fortæl 17 år senere.
Om et halvt år fylder Ane Marie, Marias mormor, 90 år, og i den anledning har hun besluttet sig for at fortsætte erindringsrækken – og det er blevet til mere end 30 håndskrevne sider med historier fra ungdommens vår, bryllup og familieliv, uddannelse og karriere og helt frem til i dag. Maria har denne gang fået æren af at renskrive de håndskrevne noter, og har desuden interviewet sin mormor om kærlighed, drømme og livsfilosofi – og resultatet er en smuk livshistorie-bog, som vil blive uddelt til de 4 døtre, 14 børnebørn og nu også 7 oldebørn; hele 3 generationer får gavn af livshistorien og det kommer helt sikkert til at starte nye samtaler i familien hos både store og små.
” Livserfaringen har man jo med, og det er måske dén, jeg prøver at give videre, når jeg sidder og skriver. Man lærer nok at sætte pris på det, der går godt, når man bliver ældre. Man lærer at sætte pris på sit gode helbred og en god familie og gode venner. Man lærer at sætte pris på det og passe godt på det.”
Moralen fra Ane Maries historie må være; det er aldrig for tidligt at begynde at skrive ned - du kan jo altid lave en 2’er, hvis du skulle være så heldig at leve 20 år mere.
