Den formelle historie om Forlaget Fortæl som virksomhed starter i september 2017, da de to stiftere, Mette Høyer Eriksen og Maria Leerbeck holdt det første møde med webudvikler-Casper i Ebeltoft. Her blev idéerne om det digitale fortælle-univers til konkrete funktionaliteter, og drømme blev til planer. Planer blev til kontrakter, og i juni 2018 lancerede teamet den første online udgivelse "Mine Venner".
Men den virkelige fortælling er større end det.
At fortælle livshistorier, dele erindringer og bevare dem til den næste generation, er én af vores ældste traditioner - men desværre en tradition som er ved at uddø. Enten bliver fortællingerne aldrig skrevet ned, selv om intentionerne er nok så gode - eller også drukner ordene i den digitale strøm.
Dét var blevet et tilbagevendende tema over rødvin mellem de to veninder, Mette og Maria. Og da Mette færdiggjorde sin kandidat fra KU og Maria var på barsel med sit andet barn tog de beslutningen om at de sammen ville skabe en digital platform, der kan give plads til menneskers vigtigste fortællinger.
Drømmen er, at give liv til dine vigtigste fortællinger i et digitalt fortælle-univers, hvor simple rammer og intuitive spørgsmål inviterer dig til at sætte ord på historier og relationer, der har gjort indtryk på dig. Ved at nedskrive vores fortællinger i personlige bøger, kan vi indkapsle øjebliksbilleder af levet liv. Når livet går op, når livet går ned, når livet slår kolbøtter og når livet går i stå. Når vi sætter ord på vores relationer, minder vi hinanden om, hvem vi er og hvor vi hører til. Det bliver del af en større universel fortælling.
Forlaget fortæl i dag
I dag ledes og drives virksomheden primært af Maria Leerbeck, mens Mette Høyer Eriksen fortsat er tilknyttet som Advisor. Teamet består desuden af bogbinder-John, web-Casper og en lang række freelance illustratorer, ghostwritere og andre "venner af huset".