Bag om Mindebogen "Fortæl mig om"

Mindebogen er skabt særligt til børn – både små, store og voksne – der har mistet en forælder - med det formål at give børnene adgang til fortællinger og minder fra den afdødes venner, kollegaer og familie. Det har vist sig, at den er større end det og relevant for mange. Vi håber, at vi med mindebogen kan hjælpe til at binde små sløjfe på de tråde, der klippes over, når et menneskeliv slutter.

“Fortæl mig om” er den anden bogudgivelse fra Forlaget Fortæl, og den er blevet til med støtte og opbakning fra 230 mennesker, der gennem en crowdfunding-kampagne på Kickstarter i marts 2019 indsamlede 87.189 kr. til udviklingen.

Mindebogen lanceres endeligt i juni 2020 – næsten 15 måneder efter crowdfunding-kampagnen, som altså blev startskuddet for udviklingen.

Det er forlagets håb, at mindebogen kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål, der vil opstå undervejs i en sorgproces - især, hvis man har mistet en forælder som ung. Mennesker tager jo fortællingerne med sig videre og kan bruge dem, når det vil give mening gennem livet. Mindebogen vil derfor med stor sandsynlighed kunne læses på nye måder i forskellige stadier af modtagerens liv.

Når der sker noget omvæltende i vores liv, som for eksempel dét at miste en helt nær relation, vil vi som mennesker prøve at finde en mening i det - og det er noget af det, erindringer og livsfortællinger kan hjælpe os med,” fortæller Mette Høyer Eriksen, journalist og medstifter af Forlaget Fortæl.

Når mindebogen lanceres, vil man på vores digitale platform kunne oprette sin egen bog, og invitere de mennesker, der stod tæt på den afdøde, således at de kan dele deres minder og fortællinger med de efterladte. Gennem mindebogen kan vi indkapsle og dele øjebliksbilleder af et levet liv og måske skabe nye bånd. 

Vores spørgsmålsdesign guider alle fortællere trygt gennem minder og fortællinger, og man kan vælge hjælpesætninger til og fra, som man ønsker det. Der kan desuden indsættes billeder som supplement til fortællingerne. Når bogen er klar til bestilling, sendes den til tryk hos vores bogbinder, John på Als, som indbinder alle vores bøger i hånden i bæredygtige materialer.

Vi er stolte af, at vores bøger bliver trykt og indbundet i hånden af én af Danmarks sidste bogbindere,” fortæller stifter af Forlaget Fortæl, Maria Leerbeck. Ordentlighed og kvalitet er nogle af forlagets vigtigste værdier. Det gælder både for udvikling af bogens spørgsmål og rammer, men i høj grad også det visuelle udtryk og i det endelige håndværk, når bogen produceres.

En helt særlig tak går til virksomheden Cryos International, der løftede vores crowdfunding over målstregen med en fornem donation på 20.000 DKK. Tusind tak!